Der bliver skruet ned for lysstyrken i gadelamperne i det meste af Slagelse Kommune den kommende vinter. Det sker for at spare på elforbruget, og tage toppen af elregningen.

Lysstyrken i gadelamperne i Slagelse Kommune bliver i den kommende vinter dæmpet. Det sker, fordi Økonomiudvalget – som et af flere tiltag – har be-sluttet at spare på strømmen til vejbelysning for at imødegå de høje energi-priser. Beslutningen betyder, at lysstyrken i gadelamperne fra på søndag vil være skruet ned i de tidlige aften- og morgentimer i det meste af Envafors dækningsområde. Forventningen er, at det kan skære ca. 300.000 kWh timer af elforbruget svarende til 20 procent af elforbruget til vejbelysning.

– Energikrisen og de stigende energipriser betyder, at vi ligesom alle andre er nødt til at kigge på, hvordan vi kan reducere vores energiforbrug. Vores ga-delygter er et af de steder, hvor vi kan spare på strømmen uden, det giver store gener for vores borgere. Derfor er det en af de ting, vi gør for at undgå, at vi bruger flere penge på energi end nødvendigt, siger borgmester Knud Vincents (V).

Envafors driver ca. 90 procent af vejlysningen i Slagelse Kommune, og de fleste steder i Envafors’ område er der skiftet til LED-lamper. Udskiftningen har reduceret det årlig elforbrug på vejbelysning med ca. 3 mio. kWh siden 2015. Det er sket ved at skifte til energibesparende LED-lamper. Fordelen ved LED-lamperne er, at de er energibesparende og giver bedre og mere lys, når der er skruet helt op for lysstyrken. Modsat de gamle gadelamper kan man også regulere lysstyrken i dem, og normalt bliver LED-lampernes lys dæmpet mellem kl. 20 og kl. 05. Men med beslutningen om at reducere energiforbru-get vil lysstyrken fremover være på det dæmpede niveau i alle de timer lam-perne er tændt.

– Efter udskiftningen til LED-belysning har lyset været stærkere end tidligere, så den dæmpede belysning vil svare til den belysning, der var, før vi konver-terede til LED-belysning. Derfor vil det være lidt mørkere, men på niveau med det man kan opleve om aftenen imellem kl. 20.00 og kl. 05.00, siger adm. direktør Henrik Birch, Envafors.

Forventningen er, at tiltaget vil kunne spare ca. 300.000 kr. i år og 1,3 mio. kr. næste år på elregningen. De steder i Envafors’ dækningsområde Slagelse, hvor der ikke er LED-lamper, fortsætter lyset som hidtil. De resterende del af gadebelysningen, som Envafors ikke driver, drives af Andel Lumen i den gam-le Hashøj Kommune. I dette område det ikke muligt at dæmpe belysningen, og her overvejes det fortsat, hvordan man kan reducere energiforbruget.

Foto: JDL