Tandlægepriser kan variere meget inden for samme bygrænse, viser stikprøveundersøgelse i bl.a. Slagelse foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forbrugere kan nemt selv undersøge på sundhed.dk, om de kan spare penge ved at bruge en anden tandlæge.

Lyden fra boremaskinen er netop holdt op. Du sidder i tandlægens stol, og nu mangler du kun at betale regningen: 2.315 kroner for en fyldning. Hvad du ikke ved, er, at gennemsnitsprisen i din by er 874 kroner lavere. Eksemplet er fra København, men de store prisforskelle går igen landet over, og det gælder ikke kun fyldninger.

Det viser en ny stikprøve fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af tandlægepriser på sundhed.dk, hvor man kan sammenligne tandlægernes priser. Stikprøven omfatter samtlige tandlægers priser i København, Slagelse og Herning på tre forskellige ydelser, nemlig rodbehandling, fyldning og indsættelse af en krone.

”Tandlægekunder er ofte knyttet tillidsmæssigt til deres tandlæge. Det er der ikke noget forkert i. Med så store prisforskelle vil jeg dog opfordre til, at man som kunde undersøger priserne på sundhed.dk for at tjekke, om der kan være noget at spare,” siger Louise Kastfelt, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Selv om der kan være besparelser at hente ved at skifte tandlæge, er det begrænset, hvor ofte forbrugerne skifter tandlæge. En tidligere undersøgelse foretaget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vist, at under ti procent af forbrugerne har skiftet tandlæge inden for de seneste to år. Den hyppigste årsag til at skifte er flytning. Undersøgelsen er omtalt i artiklen ”Forbrugeradfærd på 13 markeder” fra september 2020.

Der er også forbrugere, der vælger at udskyde eller melde afbud til deres tandlæge. En mulig årsag kan være den høje inflation, der kan have gjort det sværere at finde pengene til at få tilset eller ordnet tænderne.

”Hvis økonomien presser, er det endnu mere oplagt for den enkelte kunde at undersøge, om man kan spare penge på samme behandling hos en anden tandlæge,” siger Louise Kastfelt.

Læs mere og se priserne her:

https://forbrug.dk/nyheder/forbrug/2023/store-prisforskelle-paa-tandlaeger-i-samme-by/

 

Foto: ABW