Volleyligaen er gået ind i sin afgørende fase, og grundspillet er færdigspillet, efter alle hold har spillet 18 kampe indbyrdes mod hinanden på hjemme- og udebane. VK Vestsjælland befinder sig på 6. pladsen forud for slutspillet, og det betyder, at de møder Ikast KFUM i kvartfinalekampene, der begynder i den kommende uge. Kvartfinaleserien er bedst á tre kampe, og Ikast KFUM har hjemmebanefordel i første og eventuelt sidste kamp, da de er højst placeret i stillingen.

Første kamp spilles søndag den 12. marts klokken 17.00 i Ikast, mens Korsørhallen danner rammerne for returopgøret torsdag den 16. marts klokken 19.30. Såfremt der endnu ikke er fundet en vinder vil tredje kamp skulle spilles i Ikast lørdag den 18. marts klokken 15.00.

Den samlede vinder af opgørene kvalificerer sig til semifinalen, hvilket i så fald vil være første gang VK Vestsjælland formår at gøre dette på herresiden i Volleyligaen. Det er dog en stærk modstander der står klar på den anden side af nettet, og vestsjællænderne har også måtte se sig besejret i holdenes to indbyrdes opgør i grundspillet i denne sæson.

Cheftræner Daniel Gordon udtaler:

“Det bliver fedt at komme igang med at spille de rigtig vigtige kampe! truppen virker opsat på, at det er dét her hold som skal skrive endnu mere historie i klubben – specielt efter vi vandt den første sølvmedalje i klubbens historie i pokalturneringen. Ikast er en modstander, som, hvis de rammer dagen, er utrolig svære at spille imod da de har mange spillere på højt niveu. Dog er jeg ret overbevist om, at vi kan skabe nogle gode match-ups, som giver os en god chance for at spille med dem og forhåbentlig vinde to kampe imod dem”.

FOTO: Fresh Lens Productions