I løbet af arbejdsdagen sidder vi for meget ned – 53 procent af os sidder ned i mere end 8 timer på en hverdag, selv om mange af os hellere vil væk fra stolen og have en mere aktiv arbejdsdag og hverdag. Derfor skyder Dansk Firmaidrætsforbund sammen med Firmaidræt Slagelse gang i et initiativ, der skal hjælpe lokale arbejdspladser i Slagelse og omegn med at få mere motion i hverdagen – både før, i og efter arbejdstiden.

Bliv uddannet Sundhedsambassadør, hvor du får viden og værktøjer til at få gang i kolleger og motionen på din arbejdsplads.
Foto: Dansk Firmaidrætsforbund

Hvordan kommer vi i gang?
– Da jeg for 14 år siden blev ansat som projektleder for et forsøg med Motion på Arbejdspladsen i Frederiksborg Amt, var der tydelig modstand, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen. Det var op ad bakke og krævede gode overtalelsesevner, selv om projektet var besluttet og pengene bevilget, MEN sådan er det slet ikke i dag, tilføjer Rikke Line Klockars-Jensen, der i dag arbejder som udviklingskonsulent i Dansk Firmaidrætsforbund.

– Nu spørger arbejdspladserne ikke hvorfor, men hvordan. De efterspørger konkret viden og værktøjer til, hvordan de kommer i gang? Hvilke aktiviteter kan vi få alle kollegerne med til? Hvor lang tid skal vi bruge? Hvordan undgår vi, at nogen bliver stødt? Og skal det være i eller efter arbejdstiden? Der er rigtig mange gode spørgsmål, fortæller Rikke Line Klockars-Jensen.

Slut med at sidde på den flade
Nu inviterer Firmaidræt Slagelse og Dansk Firmaidrætsforbund med Rikke Line Klockars-Jensen i spidsen indenfor for at give hjælp til og svar på deres mange spørgsmål. Det skal være slut med de alt for mange stillesiddende timer på den flade.

Der er tale om en skræddersyet uddannelse, hvor medarbejdere bliver uddannet til Sundhedsambassadører. Her får deltagerne netop den konkrete viden og de værktøjer, som arbejdspladserne efterspørger i jagten på “hvordan”.

Alle fra arbejdspladser i og omkring Slagelse kan tilmelde sig uddannelsen, og de gratis pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet. Første modul af uddannelsen afholdes onsdag den 27. november 2019 i Vesthallen på Skjoldsvej i Slagelse. Herefter kan uddannelsen suppleres med modul 2 onsdag den 22. januar 2020 samme sted.

Fakta om Sundhedsambassadøruddannelsen
– Dansk Firmaidrætsforbund har i godt ti år uddannet cirka 2.000 sundhedsambassadører på danske arbejdspladser.
– Uddannelsen består af to moduler – hver af én dags varighed.
– Det er gratis at deltage for op til to medarbejdere fra samme arbejdsplads.
– Tilmelding: www.firmaidraet.dk/sundudd
– Tilmeldingsfrist: 20. november 2019