Beethovens 250-års fødselsdag fejres med en aften, hvor I hylder en af de største skikkelser i musikhistorien med et spændende foredrag fyldt med musikhistorie, anekdoter og klassiske toner.

I år ville Ludwig van Beethoven være fyldt 250 år. Datoen for hans fødsel vides ikke med sikkerhed, men man ved til gengæld årstallet – nemlig år 1770. Beethovens runde fødselsdag markeres verden over, og selvfølgelig også i Slagelse! Musikskribent på Berlingske Tidende og lektor i musikhistorie, Søren Schauser, gæster Slagelse Bibliotek og Borgerservice til en aften i den klassiske musiks tegn.

Med Søren Schauser som kompetent guide dykker vi ned i Beethovens musik krydret med anekdoter og uddrag af Beethovens musik undervejs. Søren er en meget engageret fortæller og kan få enhver til at blive nysgerrig på den klassiske musikgenre. Vidste du for eksempel at Beethoven havde et hidsigt temperament? At han havde uheld i kærlighed? Eller at han komponerede nogle af hans mest kendte værker efter han havde mistet hørelsen?

Beethoven har givet os det ene mesterværk efter det andet inden for den europæiske klassiske musik, og han er udover Mozart og Bach en af de komponister, hvis værker oftest bliver genindspillet og fortolket i nye versioner. Han var med til at bane vejen for romantikkens musik og inspirerede siden andre store komponister som f.eks. Wagner og Brahms.

Så kom og blive klogere på en af de mest betydningsfulde komponister i verden, og det er lige meget om du er erfaren ud i det klassiske eller bare nysgerrig nybegynder. Klassisk musik er for alle og med Søren Schauser er der lagt op til en underholdende og lærerig aften.

Arrangementet afholdes den 10/3-2020 kl. 19:00 – 21:00 på Slagelse Bibliotek og Borgerservice. Foredraget er gratis, men kræver tilmelding på slagelsebib.dk