EBK HUSE A/S udvider med en afdeling for til- og ombygninger, og kan derfor tilbyde at hjælpe kunderne med vedligeholdelse, ombygninger og tilbygninger.

Det er en stigende efterspørgsel fra de kunder, der gennem årene har bygget EBK fritidshuse, der har gjort, at virksomheden har etableret en afdeling, der kan imødekomme kundernes ønsker.
– EBK har igennem 40 år designet og bygget fritidshuse til danskerne, og med så mange år i branchen og mere end 6.000 huse i kartoteket, opstår der efterhånden et naturligt behov for vedligeholdelse og ønsker om modernisering og ombygninger. Da vi kender vores huse bedst, er det naturligt for os at hjælpe vores kunder med disse byggeprojekter, siger Bob Borella, der er projektchef i Til- og Ombygningsafdelingen.

Både fritidshuse og helårshuse
Udover at servicere eksisterende fritidshuskunder påtager afdelingen sig også opgaver som hovedentreprenør på om- og tilbygninger til helårshuse.
– Til vores store glæde er der flere og flere af vores kunder, der viser os den tillid at forespørge på vores ekspertise, når de skal have lavet ændringer på deres helårshuse. Det har vi hidtil kun kunne imødekomme i mindre grad, men det er noget, vi den seneste tid har beskæftiget os mere med, og som nu ligger som et naturligt forretningsområde i Til- og Ombygningsafdelingen. Vi er overbeviste om, at det giver en tryghed for vores kunder, at de kender os, og at det er de samme byggeledere og håndværkere der er tilknyttet både deres sommerhus og deres helårshus, siger Bob Borella.

Nye arbejdspladser
Til- og Ombygningsafdelingen oplever allerede stor ordretilgang, og forventer fortsat at vækste i de kommende år. Det betyder blandt andet, at der løbende er brug for nye medarbejdere.
– Det er rigtigt positivt, at vi er kommet så godt fra start, og vi kan se, at der fremadrettet bliver brug for flere dygtige fagfolk til afdelingen. Vi er naturligvis glade for, at vi med den nye afdeling også kan være med til at skabe nye arbejdspladser, siger Bob Borella.

Erfaring med byggeprojekter
I en årrække har EBK HUSE været markedsførende i Danmark inden for design, udvikling, salg og opførelse af fritidshuse. Inden for de seneste to år har virksomheden derudover oplevet at efterspørgslen på til- og ombygninger har været stigende. Derfor er det et oplagt forretningsområde for EBK HUSE, hvor erfaringerne fra fritidshusene er grundstenen i Til- og Ombygningsafdelingen.
– Vi interesserer os generelt for bygninger, og det at være med til at give nyt liv til en bolig er en utrolig spændende proces. EBK HUSE har i mange år tilbudt ”all inclusive løsninger”, hvor vi klarer alle opgaver inklusive byggeriet, når vores kunder investerer i et fritidshus. Så vi er vant til at håndtere de processer, der knytter sig til et byggeprojekt. Vi ser vores Til – og Ombygningsafdeling som en naturlig udvikling af vores virksomhed, og som en oplagt mulighed for at servicere vores kunder endnu bedre, siger Jesper Keinicke, adm. direktør EBK HUSE.