Af Kurt A. Nissen, tidligere andensidste formand for Arbejdsskadeforeningen AVS

Paragraf 18 midler er penge Slagelse kommune får fra staten, så de kan uddeles til frivillige sociale foreninger i kommunen. Desværre har politikerne svært ved at finde ud af hvordan og til hvem de skal uddeles, derfor sendte byrådet sagen tilbage til fornyet udvalgsbehandling.

Jeg vil råde politikerne til at udforme reglerne så klart og tydeligt, at de ikke burde kunne misforstås, få eventuelt en skriftklog til hjælp.

Politikerne har lavet en ”spareøvelse” – de har sparet et tilskud væk som Frivilligcentret før har modtaget og sagt at de kan søge §18 midler i stedet for, det må de ansatte i centret så gøre.

En advarsel til alle der modtager §18 midler, pas på hvad I bruger dem til, for hvis kommunen skønner, at pengene er brugt imod reglerne, kan de kræve pengene retur (de skal ikke, men de kan), og har foreningen ingen penge eller er nedlagt, kan de kræve at de sidste bestyrelsesmedlemmer personligt skal betale pengene tilbage.

Der findes et fortilfælde; den nu nedlagte Arbejdsskadeforening AVS havde misfortolket reglerne og brugt pengene til at lovliggøre rådgivernes PC, da de indeholdt fortrolige oplysninger om medlemmerne (deres arbejdsskadesager). Dette var også oplyst i det indsendte regnskab med bilag, intet var skjult, da AVS troede det var godt, at loven blev overholdt for ellers kunne Arbejdsskadeforeningen ikke fungere.

Slagelse kommunes administration besluttede, at pengene skulle tilbagebetales, selv om foreningen var nedlagt, så den sidste bestyrelse via formanden måtte betale ca. 7.000 kr. tilbage af egen lomme.  Alle politikerne bakkede beslutningen op, og pengene er betalt tilbage, dog prøvede Thomas Clausen fra Enhedslisten at rejse sagen i byrådet, men blev nedstemt med 30 stemmer mod 1.

Derfor håber jeg, at politikerne nu giver de frivillige sociale foreninger lov til at bruge §18 midler til at overholde datalovgivningen, ellers kan de jo ikke fungere.

PS AVS er aldrig blevet dømt for at have begået noget ulovligt, kun straffet for at være lidt ”naive”

Foto: sdl