Af John Dyrby Paulsen, Gruppeformand for Socialdemokraterne

john dyrby paulsenEfter at et flertal i byrådet i december besluttede, at Slagelse Kommune beholder sit eget beredskab fremfor at lægge det sammen med fem andre kommuner og flytte hovedkontoret til Kalundborg Kommune skal budgettet for beredskabet nu fastlægges.

Egentlig burde det være nemt: find ud af hvilket beredskabsniveau, vi vil have i Slagelse Kommune og indret budgetterne efter det. Men desværre er det ikke så enkelt for alle. De gamle budgetter siger, at der i 2016 skal bruges 12,6 mio. kr. på beredskabet, men både byrådets Økonomiudvalg og beredskabskommissionen har anbefalet at overføre sidste års overskud fra Brandskolen og mindreforbruget på beredskabet til indeværende budgetår, så det giver alt i alt et par millioner mere at gøre godt med i 2016, og det er der efter min mening god brug for.

Lad os bruge 2016 til at finde det rette niveau for vores beredskab og solide fremadrettede forretningsmuligheder for vores Brandskole. Men lad os også være enige om, at det store mindretal i byrådet, der gerne ville bruge knap 4 mill. kr. mere i år på et beredskab, der ville være lagt sammen med fem andre kommuners beredskab, ikke samtidig kan mene, at der ikke skal bruges en krone mere på beredskabet, når vi nu har beholdt det i eget regi.

Jeg siger ikke, at vi skal bruge 4 mill. kr. ekstra på beredskabet – langtfra. Men jeg siger, at det nuværende budgetniveau, der er en reminiscens fra borgmesterens blå budgetforlig for 2015 i mine øjne ikke er nok til at opretholde et ordentligt beredskab; og jeg siger også, at det er helt og aldeles utroværdigt, hvis nogen gerne vil “smide” knap 4 mill. kr. efter et fælles beredskab med hovedkontor i en anden kommune, men ikke vil give en ekstra bukket femøre til vores eget beredskab.