Kom med på en farlig, spændende og fascinerende rejse, når historiker Søren La Cour fortæller om 5. Thule-Ekspedition. Ekspeditionen startede i sensommeren 1921 og var en af Danmarks- og Grønlandshistoriens mest omfangsrige og betydningsfulde ekspeditioner.

Årene 2021-24 markerer 100-års-jubilæet for 5. Thule-Ekspedition, og Søren La Cour kommer med en fin og dramatisk fortælling om skibbrud, kongebesøg, den spanske syge og meget andet. Formålet med denne vigtige ekspedition var at dokumentere de Inuitbefolkninger, der boede tværs over det Nordamerikanske kontinent, for at indsamle ny viden og blive klogere på deres levevis og kultur.

Ekspeditionen gik fra Grønland over Arktisk Canada, langs Alaskas nordkyst til Beringstrædet og den nordøstligste spids af Sibirien og forløb over tre år, fra efteråret 1921 til efteråret 1924. Den har siden dannet grundlag for en af verdens mest omfangsrige, arktiske samlinger, der i dag huses på Nationalmuseet i København.

Søren La Cour er daglig leder af Knud Rasmussens Hus, som er et stemningsfuldt museum for Danmarks mest berømte polarforsker. Huset står som det så ud for 100 år siden, hvor det fungerede som Knud Rasmussens arbejdshus – et fristed på afstand af storbyen og hvor han kunne fordybe sig i sine manuskrifter, planlægge nye ekspeditioner og modtage gæster. Huset blev i 1939 overdraget til offentligheden af Knuds enke Dagmar og har siden været museum, hvor man kan lære mere om Knud Rasmussens fantastiske liv og de mange polarekspeditioner.

Foredraget afholdes på Skælskør Bibliotek den 8. maj kl. 19-21 og billetter til denne aften koster 40 kroner og 20 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben. Billetter kan bookes på www.slagelsebib.dk

Foto: SDL