Med hovedoverskriften “Game on” sætter Slagelse Bibliotekerne & Borgerservice fokus på spil og spiluniverser.

Det nye program for efteråret 2018 vil være ude på bibliotekerne og borgerservice i Slagelse, Korsør og Skælskør fra mandag d. 27. august, men heldige kan allerede få fat i programmet på Maritim lørdag i Korsør, når Inge og Arne fra Slagelse Biblioteker & Borgerservice vil være til stede på Fæstnings-området.

I programmet kan man finde al information om arrangementerne under temaet ”Game on” – Samt korte omtaler af alle de andre arrangementer i efteråret, og programmet kommer desuden også i digitalt format på hjemmesiden www.slagelsebib.dk.

Flere og flere mødes over brætspil, ligesom brætspilscaféer skyder op overalt i landet. Vi spiller som aldrig før – om det så er bridge, rollespil, virtuel reality eller Candy Crush – på mobilen, med andre, med os selv og med den fremmede på den anden side af kloden. På Slagelse Biblioteker & Borgerservice dykker de i efteråret ned i mange aspekter af spiluniverset. Vi har spillet spil i flere tusinde år, så derfor sættes spil også ind i en historisk ramme.

Du kan komme med Tidsmaskinen tilbage til computerspillets første spæde skridt, og quizze med både historie og litteratur. Du kan glæde dig til bl.a. at opleve eksperter som spilanmelder og tv-vært Jakob Stegelmann, historiker Kåre Johannessen og til forfatter Jens Blendstrup, der stiller op og lægger ord til bankopladernes fester, når der skal dystes i Litteraturbanko. Kort sagt – efterårets program, som også indeholder alle de traditionelle arrangementer som ”De dødes Nat”, ”Sct. Michaels Nat”, ”Skumringsaften” og meget mere, bugner med en masse at fornøje sig med og blive klogere på.

Game on anbefalinger for efterår 2018. Foto: Slagelse Bibliotek & Borgerservice.