I 2023 er det 100 år siden de første anbragte kvinder flyttede ind på Kvindehjemmet på Sprogø. Kom og hør Henning Jahn fra Dansk Forsorgshistorisk Museum fortælle om et særligt gruopvækkende kapitel i åndsvageforsorgens historie.

Mandag den 11. september 2023 fik de tidligere anbragte i særforsorgen en længe ventet undskyldning af den danske stat. Mange var blevet frarøvet deres frihed og mulighed for et normalt liv, mens andre blev udsat for tvangssterilisering og andre overgreb. Opholdene på Sprogø satte varige spor på både krop og sjæl.

Som del af De Kellerske Anstalter husede Sprogø i perioden fra 1923 til 1961 ca. 500 piger og kvinder, som blev betragtet som ”moralsk defekte”. Kvinderne havde fået den, i samtiden, lægelige diagnose ”moralsk åndssvag”, hvor nogle af diagnosens karakteristika var vagabondering, tyvagtighed eller seksuel umættelighed.

Således fungerede Sprogø som en slags behandlingshjem for de ’unormale’ i samtidens fremvoksende socialreformer og velfærdssamfundet. Kvinderne var anbragte på øen på ubestemt tid og har siden udgjort et mørkt kapitel i danmarkshistorien.

Hør Henning Jahn fra Dansk Forsorgshistorisk Museum fortælle om denne grumme del af danmarkshistorien og bringe os nærmere fortidens anstalter, ’pigerne på Sprogø’ og lidt af fremtiden for dette kapitel i vores fælles historie.

HistorieCaféen er en del af et samarbejde mellem Slagelse Biblioteker og Borgerservice, Slagelse Arkiverne og Slagelse Museum.

Foredraget holdes på Korsør Bibliotek den 14. november kl. 19:00 – 21:00. Billetterne er 40 kroner og 20 kroner for medlemmer af Biblioteksklubben. Book din billet på www.slagelsebib.dk

Pressefoto