Af Mette Skjoldan, indretningsarkitekt.
En solskinsrig fredag morgen sidst i marts har en morgenfrisk forstander Christine Conradsen budt mig indenfor til en snak om indretning på hjemmet og en rundvisning. Har du ikke været med indenfor på Julemærkehjemmet før, er her en chance for at se, hvordan verdenen ser ud her.
Et spændende møde tages sin begyndelse
Forstander Christine Conradsen fortæller, at stedet stort set udelukkende er baseret på donationer fra private og firmaer m.v. Der er altså en del fysiske gaver, der bliver givet til hjemmet. Og pengedonationer til at købe noget før. Enten hvad der er meget nedslidt, og derfor skal udskiftes, eller hvad der lige er behov for i øvrigt.
Fællesskab, udvikling, engagement og troværdighed, et værdisæt
Vi taler naturligvis en del om børnene, der bor på hjemmet, inden vi går en rundtur. F.eks. om hvilke succeskriterier der er for at komme ud på den anden side og få det bedre. Og at have lært så meget på hjemmet, at man kan få endnu mere udvikling hjemme efter opholdet.
De henviste børn får en opgave inden opholdet på skolen, og det er sammen med forældre at sætte sig et realistisk mål, de skal nå med opholdet. Dette kan også laves i samarbejde med hjemmet. Det der er vigtigt er, at barnet netop får succesoplevelser som de udvikler sig i og med.
”Fællesskab, udvikling og engagement på væggen – værdisæt direkte på væggen fra start”
Det første rum jeg kommer ind i, i løbet af rundvisningen, er kantinen. Man sidder tæt på slidte stole, og man bliver mødt af en ivrig og hektisk ånd, da det er skiftedag hver anden fredag. Og altså i dag hvor jeg er på besøg. Nogle børn skal hjem igen efter 10 ugers ophold på hjemmet. Værdierne er på her, både i kantinen og lige udenfor, sat på væggen.
Et rum man føler sig godt tilpas i
Et af de andre fællesrum i en af de tre afdelinger der er, er en stue med sofaer, puder, sofabord m.v. Jeg spørger de piger, der sidder i rummet, om dette er et godt rum. Og de er enige om, at dette rum er et af de bedste. De fortæller, at der er plads nok til flere, og der er hyggeligt, da det minder om et rigtigt hjems dagligstue. Man sidder også godt i sofaerne, og det er rart, at der er gjort lidt ud af det.
Børnenes soverum
Børnenes private rum, hvor man sover 2 og 2, er virkelig små. Og man sover helt tæt. Det fordrer, at man udvælger få ting fra sit eget hjem af, som man kan have med sig. Ofte er det godt at have lidt ting med, der giver tryghed, når man nu er sat på opgaven at udvikle sig.
Når værelserne er så små, er det godt, at fællesrummene er af en vis størrelse. Og det gør måske ikke noget, at man bliver tvunget ud i fællesskabet, hvor der er flere børn? Men så er der også rig mulighed for at sidde og hygge sig, når man er på værelset.
Beboerne har valgt ting ud, der betyder noget for dem. Disse ting står så på hylderne og er på opslagstavlen. Man sover virkelig tæt, men pigerne oplyser, at det gør ikke noget. Det virker også som om, at de intime rammer, har skabt tætte venskaber. Det virker i hvert fald rart at være i begge de rum, jeg ser.
Om rummene er små eller ej, betyder ikke noget for venskaberne, man får. Lidt mere plads, havde dog været rart. Christine oplyser, at nogen gange har nogle af børnene hjemve, og så er det rart med de personlige ting på værelserne. De fleste børn gennemfører opholdet på de 10 uger. Men indimellem er der nogle med så meget hjemve, at de stopper før tid.
Bålplads, en fællesskabs succes
Jeg spørger Christine, om der er et sted mere, hvor børnene føler sig rigtig godt tilpas. Og det er der. Vi går udenfor, hvor en større træpavillon er opført. Her bruger børnene meget tid. Jeg ved ikke, om alle 48 børn kan være der på en gang, men det er et stort og meget enkelt og hyggeligt sted.
Man bliver faktisk lidt rørt, når man sådan går rundt. Og også lidt imponeret. Det her sted er baseret på næsten udelukkende donationer og opnår med små midler en høj grad af succes.
Jeg kan ved denne hjertevarme rundvisning svare ja til, at der i indretningen er fokus på fælleskaber og udvikling. Uden tvivl. Engagement ligger implicit i stedets ånd og den varme og respektfulde tilgang til børnene. Og værdisættet er bestemt også afspejlet i indretningen.
Kan man se, at hjemmet er præget af donationer?
Som forstanderen bemærker, er der ingen rød tråd i indretningen, da det netop kan være tilfældige donationer der skaber deres interiør.
Ja, man kan godt se, at donationer er givet løsrevet fra helheden. Det gør ikke noget, og det er pæne ting.
Det man kan sige, som et godt råd, er, at hvis man får pengedonationer, måske generelt indkøber flere møbler lavet specielt til unge. Dernæst at forsøge at få en rød tråd i indretningen – gerne med inddragelse af børnene. Måske kunne sækkestole af god kvalitet, som man både kan hygge sig i, læse lektier og flytte rundt med efter behov, være en god ide til hjemmet.
Der kan altid siges tusind ting om indretning. Denne gang har vi set på indretningen på et hjem for unge med problemer af en slags.
Jeg får sagt tak og farvel til Hjemmet og forstander Christine Conradsen og kører hjemad fyldt op med god energi. Sikke et sted.
Om Skælskør Julemærkehjem
Bygget i 1962.
Antal børn ad gangen: 48
Antal lærere (ansat udenfor hjemmet): 5
Antal ansatte i øvrigt: 29
Børnene er på hjemmet i 10 uger. De går i skole med almindelig undervisning 2-3 timer pr dag. Øvrig tid er til programsat udvikling. Udviklingen er aftalt med børn og forældre på forhånd. Målene skal være realiserbare, og børnene skal opleve succeser mens de er på stedet.
Der er tæt samarbejde med forældrene igennem opholdet, så man optimerer at den gode udvikling fortsætter, også når børnene er hjemme igen.
Målgruppe: Børn med flere forskellige problemstillinger. Typisk er mobning og udelukkelse fra fællesskaber nogle af børnenes problemer.
Økonomi: Hjemmet er stort set drevet af private midler, donationer fra private, firmaer og fonde.
Værdigrundlag: Fællesskab, Udvikling, Engagement og Troværdighed. Og den eneste man konkurrerer med er sig selv. Dette er et vigtigt fundament i at skabe udvikling hos børnene.
