Finn Møller præsenterer et nyt keramik-kunstværk ved Kirke Stillinge gl Mejeri:

Ja, det var egentlig tænkt som en kommentar til dem som siger til mig; Fede lokaler i det gamle mejeri? Men hvorfor driver du dit galleri her ude på landet, var det ikke bedre at ligge inde i Slagelse?

Derfor lavede jeg et busstopskilt med teksten ”Hvor bussen aldrig holder” til min parkeringsplads! Det har været et stykke tid undervejs og planen var at det skulle afsløres når MØLLER i mejeriet – kunstgalleri kan fejre 5-års fødselsdag senere her i 2023. Naturligvis er det lavet i keramik, som alle mine andre værker, med stor inspiration af et rigtigt busskilt. For det er egentlig ganske godt at ligge her i Kirke Stillinge, det er altid nemt at parkere, der er frisk luft og der er faktisk rigtig meget trafik på Stillngevej, hvilket genererer strøgkunder året rundt.

Ny betydning!

Desværre er der jo store udfordringer i Slagelse kommune, med et væld af besparelser til følge og der er stillet forslag om at begrænse busdriften også i vore lokalområde. Det optager de lokale i Kirke Stillinge og omegn meget, der vil være nogen som vil få svært ved at møde på arbejde, færre besøg ved Stillinge strand og i det hele taget kan de true vores lille samfund.

Derfor er mit værk blevet sat op allerede nu, det er sat på min egne grund ved Mejeriet og forhåbentlig vil det give anledning til tanker om livet uden for de større byer og hvordan vi holder liv i landsbyerne. Politikerne er meget velkomne til at besøge mig og få en snak, måske kan vi lave en selfie under kunstværket. Og lad os så håbe at vores busrute får lov til at overleve – for der er altså også dejligt ude i landsbyerne.

Besøg MØLLER i mejeriet – Kunstgalleri

Støvlebækvej 1a, Kirke Stillinge
4200 Slagelse
Tlf 29439147

www.kunstmejeriet.dk

Pressefoto