Gennem de seneste 10 år har gadeidrætten udviklet sig markant. Tiden har desværre sat sine spor på den nuværende skatepark i Korsør fra 2006, så den er ikke længere attraktiv for de mange, som gerne vil dyrke gadeidrætten. Men det bliver den! Det oplyses i en pressemeddelse fra Slagelse Kommune.

Byrådet har netop godkendt en anlægsbevilling på 2.040.422 kr. til Korsør Ny Skatepark, som er finansieret af driftsmidler på fritidsområdet samt fondsdonationer. Den nye skatepark vil blive et attraktivt mødested for selvorganiserede grupper af børn, unge og voksne, som kan se frem til mange aktive timer på hjul såsom skateboard, løbehjul, løbecykler, rulleskøjter, BMX m.m.

Pressefoto Slagelse Kommune Skaterpark

Gadeidrættens mange forskellige idrætsgrene formår at samle udøvere på tværs af alle aldre til en lang række sjove og fysiske aktiviteter under åben himmel, når tiden og lysten melder sig. Ifølge undersøgelsen af idrætsvaner i Slagelse Kommune er der flere børn og unge, som bevæger sig på egen hånd, og de er tiltrukket af bl.a. skateboard og løbehjul. Derfor har Byrådet netop besluttet at den kommende skatepark, som har været på tegnebrættet et stykke tid, nu bliver en realitet.

Ny facilitet kan give flere idrætsaktive.
– Korsør Ny Skatepark vil bidrage positivt til vores vision i idrætspolitikken om at flere skal have et aktivt fritidsliv, og 75 % af borgerne skal være fysisk aktive på egen hånd. For at nå den målsætning kræver det også at vi har attraktive faciliteter for de mange, som gerne vil træne på egen hånd og i det fri. Derfor ser vi i Kultur- og Fritidsudvalget meget frem til at skateparken bliver en realitet, så både børn, unge og voksne i fællesskab kan dyrke idræt i naturen og i uforpligtende rammer, siger Anders Nielsen (A), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.

Den nye skatepark skal overtage den nuværende skateparks plads, tæt på motionsområdet Dansebuen, som i forvejen er hjemsted for forskellige fysiske aktiviteter.

Fastholde og tiltrække flere gadeidrætsudøvere.
– Skateparken vil blive den eneste udendørs og offentligt tilgængelige skatepark i kommunen og dermed bidrage positivt til, at vi får flere aktivitetsmuligheder i natur- og gaderummet. Den nye facilitet vil blive et attraktivt mødested og give mulighed for at fremme et aktivt fritidsliv både blandt foreningslivet og de selvorganiserede. Samtidig vil parken kunne både tiltrække interesserede fra andre byer og kommuner, ligesom vi bedre kan fastholde gadeidrætsinteresserede i kommunen, da mange inden for gadeidrætsverdenen gerne tager langt for at køre på en fed facilitet. Ud over at være mødested for foreninger og selvorganiserede vil parken også kunne danne ramme om aktiviteter for de omkringliggende dagtilbud, skoler, juniorklubber mv., siger Troels Brandt (B), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget.

At parken nu bliver en realitet skyldes i høj grad lokale initiativtagere og ikke mindst ildsjælen Thomas Zielinski fra foreningen Korsør Skatepark, der i 2017 tog initiativet til projektet om at opføre en ny skatepark. – Jeg er pavestolt og glad i dette øjeblik. Siger man A, må man også sige B. Det beviser, at med jernvilje, gå-på-mod, passion, tålmodighed og samarbejde kan man opnå store bedrifter i Korsør og ikke mindst Slagelse Kommune som frivillig ildsjæl. Jeg gælder mig vildt meget til at tage den nye skatepark i brug, siger ildsjælen Thomas Zielinski fra foreningen Korsør Skatepark.

Etableringen af skateparken forventes påbegyndt i år.