Det lokale pakkebud Helle Andersen havde en overraskelse og særlig pakkepost med, da hun kom forbi Leo Weisleder Adolph fra Slagelse på sin rute.

Slagelse-borgeren er nemlig kunde nr. 500.000, der har tilmeldt sig PostNords populære pakkeordning Modtagerflex, hvor man kan få pakken leveret et aftalt sted på bopælen, selvom man ikke er hjemme. Derfor fik han overrakt en pakke med en hilsen fra PostNord og et gavekort på 3.000 kr. til dagligvarer.

Leo Weisleder Adolph fra Slagelse, får overrakt pakke af pakkebudet Helle Andersen. Foto: PostNord.

– Vi er en travl børnefamilie og er tit ikke hjemme. Derfor er Modtagerflex en genial ordning for os, så vi kan få vores pakker leveret på adressen alligevel, siger Leo Weisleder Adolph.

Leo er langt fra den eneste fra Slagelse, der bruger baghaven som posthus til at modtage de mange pakker fra den stigende nethandel. I alt er 3.271 af 23.567 husstande i 4200 Slagelse tilmeldt Modtagerflex, hvilket svarer til næsten 1 ud af 7. På landsplan er en halv million ud af landets ca. 2,8 mio. husstande nu tilmeldt.

Når man har tilmeldt sig Modtagerflex, så vil pakken blive afleveret på det aftalte sted hver gang, man bestiller en pakke til hjemmelevering med PostNord. Og der er rig mulighed for at finde det perfekte sted til sin pakke – det kan fx være i skuret, ved bagdøren eller på terrassen. Når pakken stilles, får modtager straks besked om, at pakken er afleveret det aftalte sted.