Påsken nærmer sig med hastige skridt, og vi er vist rigtig mange som drømmer om forår og skønne blomsterdekorationer. Far og Datter, fra de to lokale virksomheder Bo Grønt Havecenter og MØLLER i mejeriet – kunstgalleri, der begge ligger i Stillingeområdet, er gået sammen om at vise flotte bud til påskebordet. Det bliver en inspirationsudstilling, hvor gæsterne er velkomne til frit at ”låne” ideerne til deres egne kreationer.

Line Møller, som ejer Bo Grønt Havecenter i Øster Stillinge, skruer helt op for kreativiteten og laver flotte, spændende påskedekorationer. De vil være fyldt med forår, fjer, æg og naturligvis masser af løgplanter og andre af forårets blomster. Dekorationerne bliver torsdag til søndag præsenteret sammen med kunsten i hendes fars kunstgalleri.

Finn Møller, som ejer det store kunstgalleri MØLLER i mejeriet i Kirke Stillinge gl mejeri, lægger lokaler til en udstilling af blomsterkreationerne. Galleriet ligger i osteafdelingen af det gamle mejeri, hvor man stadig kan se dele af den gamle industri. Påskedekorationerne vil vises sammen med de mange malerier, keramik og skulpturer i de 400 m2 store lokaler.

Udstillingen kan ses Støvlebækvej 1a, Kirke Stillinge 7-8 marts 10-17,30 og 9-10 marts 10-16,00, naturligvis er der som sædvanligt gratis adgang i kunstgalleriet, som også byder på en gratis kop kaffe.

Line Møller som sammen med sin mand Anders driver Bo Grønt havecentret på Disagervej 22a, Øster Stillinge, råder over 1700 m2 drivhuse og en lige så stor haveplante afdeling har drevet det siden 2017. Her er åbent alle dage, med et kæmpe udvalg af stueplanter, forårsblomster og naturligvis også alt til haven.

Finn Møller åbnede sit kunstgalleri i efteråret 2018 og har udover sine egne keramikfrimærker og figurer, udstillet malerier og anden kunst fra 40 andre danske kunstnere. Der er fast åbent torsdag til søndag alle uger.

 

Pressefoto