En glad optikerassistent, Michelle Kristensen fra Louis Nielsen i Slagelse, har nu bestået sin eksamen som Optical Dispenser.

Optikerassistent Michelle Kristensen kan nu smykke sig med endnu en titel. Hun har nemlig bestået uddannelsen som Optical Dispenser (OD’er). Michelle arbejder som optikerassistent hos Louis Nielsen på Nytorv i Slagelse.

Optikerassistent Michelle Kristensen. PR-foto Louis Nielsen

Uddannelsen er en overbygning til jobbet som optikerassistent, hvor Michelle til daglig hjælper kunderne med at finde det helt rigtige stel til netop deres ansigtsform og stil.

Uddannelsen strækker sig over to semestre med afsluttende eksamen og er udviklet af Optikerhøjskolen i Randers i eksklusivt samarbejde med Louis Nielsen. Uddannelsen er rettet mod medarbejdere, der har en handelsmæssig baggrund og er specialister i salg og service, men som også har lyst til at dygtiggøre sig i optikerfaglige emner som øjets anatomi og den tekniske opbygning af brilleglas.

Gennem uddannelsen har Michelle Kristensen således fået bedre indsigt i og større forståelse for så forskellige emner som optiske løsninger, øjensygdomme og kundeservice.

Man skal lægge sig i selen. 
Selv er Michelle glad for at have taget uddannelsen, der dog ikke har været helt uden bump på vejen: “Det har været et fantastisk forløb, som både kræver en del af de studerende, men som også giver noget tilbage i form af virkelig brugbar og spændende viden og indsigt. Det er fedt at vi har denne mulighed for videreuddannelse,” siger en glad Michelle Kristensen.

Michelles chef, indehaver og optiker Jeanette Petersen, er meget stolt af Michelle og hendes nye titel som OD’er: “Jeg er stolt! Ens medarbejdere går hen og bliver meget mere end bare kolleger, så jeg føler jo en enorm stolthed over, at Michelle har givet den en skalle og har bestået med en flot eksamen. Det bliver helt sikkert til glæde for både kunder og forretningen, men lige nu er jeg egentlig bare glad og stolt på et helt personligt plan,” fortæller Jeanette Petersen med et stort smil.