Nye bump får bilister til at sænke farten i rundkørslen ved Lidl og Flügger.
Farten er faldet gennemsnitlig 25 pct., mens Slagelse Kommune har testet et nyt bump i rundkørslen Smedegade/Tjørne Alle. Derfor bliver rundkørslen nu udstyret med bump på permanent basis.

Bilisterne har sat farten ned på vej ind i rundkørslen på Smedegade/Tjørneallé, efter Slagelse Kommune har sat bump op. Målinger viser, at farten på vej ind i rundkørslen er faldet med gennemsnitlig 25 pct., hvilket svarer til, at bilisterne i gennemsnit kører 5 km/t. langsommere end tidligere.

– 5 km/t til eller fra lyder måske ikke af meget. Men fart har en afgørende betydning for, om der opstår uheld, og hvor alvorligt det er. Derfor har de 5 km/t stor betydning for uheldene, og derfor er jeg tilfreds med, at vi får sat effektivt ind mod den høje fart i rundkørslen, siger formand færdselssikkerhedsudvalget Jørn-Ole Didriksen (V).

Rundkørslen Smedegade/Tjørne Allé har været hårdt plaget af ulykker. Over fem år har der således været ikke færre end 11 ulykker. Heraf har 7 af ulykkerne involveret cyklister eller knallerter, mens bilister tre gange er kørt ind i ejendommen på hjørnet af Tjørne Alle og Smedegade

Det er baggrunden for, at Slagelse Kommune har testet såkaldte pudebump i rundkørslen siden efteråret 2016. I forhold til traditionelle bump er pudebumpet smallere. Det betyder, at lastbiler og busser kan passere bumpet uden at ”bumpe”. Testen har vist så gode resultater, at rundkørslen nu får bump på permanent basis. De permanente bump bliver en centimeter højere, lidt kortere og med en tydeligere afmærkning end testbumpene. Det skyldes, at de permanente bump netop er blevet typegodkendt af Vejdirektoratet, og for at opfylde lovkravene er bumpene justeret til i højde, længde og det visuelle udtryk. Effekten af de nye bump forventes dog at være nogenlunde den samme.

– Pudebumpet er et nyt redskab i vores værktøjskasse. De traditionelle bump har det problem, at buschauffører, som kører over et bump mange gange hver dag, får rygproblemer. Med det her bump får vi bilisterne – som er dem, som kører for stærkt – til at sætte farten ned uden, at det giver buschauffører rygproblemer, siger Jørn-Ole Didriksen.

Slagelse Kommune er i gang med at udskifte testbumpene til de permanente bump. I skrivende stund mangler et testbump at blive udskiftet.

Link til Facebook for Slagelse Kommune.

Montering af pudebump ved Tjørne Allé / Smedegade. Foto: Slagelse Kommune