Nyt fælleselevråd på tværs af alle skoler styrker elevdemokratiet
Elevdemokratiet får nye muligheder, når et nyt fælles elevråd på tværs af alle de kommunale skoler i Slagelse Kommune skal dannes den 31. januar. Det nye fælleselevråd skal være med til at bringe fokus på elevernes hold-ninger og være elevernes talerør på tværs af skolerne.

31. januar kl. 9-14 er repræsentanter fra 7.-10. klasse i elevrådene på alle kommunale folkeskoler med overbygning klar til at sparke et nyt fælles elevråd i gang. Med hjælp fra repræsentanter fra Foreningen Danske Skoleelever (DSE) bliver eleverne klogere på, hvad et fælles elevråd er. Sammen skal eleverne sætte rammerne og strukturen for fælleselevrådet og formulere rådets vedtægter.

Fælleselevrådet styrker demokratiet
Det nye fælleselevråd er et led i, at Slagelse Kommune er blevet Elevvenlig Kommune, som en del af et partnerskab mellem kommunen og Danske Skoleelever for at gøre en ekstra indsats for elevdemokratiet.

– Et fælleselevråd på tværs af skolerne giver en enestående mulighed for, at eleverne bliver hørt og kan være med til at gøre en forskel. Ikke kun på deres egen skole og dagligdag, men på tværs af alle skolerne og for folkeskolens elever generelt. Demokrati er ikke kun for politikerne i byrådet – eleverne skal i høj grad også mærke, at de er en del af demokratiet, og at deres mening tæller. Med et nyt fælleselevråd kan vi styrke den demokratiske deltagelse på skolerne endnu mere og sikre, at elevernes stemme bliver hørt, når snakken falder på folkeskolen, siger borgmester Stén Knuth.

Talerør og sparringspartner om folkeskolen
Eleverne skal på mødet selv tage stilling til, hvad rådets opgaver konkret skal væ-re. En ting ligger dog fast, nemlig at rådet skal have høringsret på alle beslutninger, som vedrører skoleområdet i kommunen.

– Fælleselevrådet kommer til at repræsentere elevernes holdninger og bliver et vigtigt talerør på tværs af skolerne og en sparringspartner for Byrådet og Uddannelsesudvalget, når der træffes beslutninger om folkeskolen. Eleverne gør sig mange tanker og ved, hvad der er vigtigt både for deres dagligdag og fremtidens skoledag. Derfor er det vigtigt, at vi lytter til dem og inddrager dem i beslutninger, som har med deres skoledag og trivsel at gøre, og det kan et fælles elevråd være med til, siger formand for Uddannelsesudvalget Johnny Persson.

Kort om elevvenlig kommune
Elevvenlig Kommune er et koncept, som er startet af Danske Skoleelever (DSE), som Slagelse Kommune har indgået partnerskab med for at gøre en ekstra indsats for elevdemokrati i kommunen. For at sikre mere elevdemokrati og skabe større forståelse for det danske demokrati oprettes et fælleselevråd, som samler eleverne i kommunen på tværs af skolerne i ét elevråd. Fælleselevrådet skal inddrages i det lokale demokrati og fælleselevrådet skal bl.a. have høringsret på alle beslutninger som vedrører skoleområdet i kommunen.