Et hastigt stigende antal overvægtige slagelseanere har fået køen hos diætisterne til at vokse med rekordfart. Især lange ferier er et wake-up-call for mange, siger ekspert i spisningens psykologi.

Ferie kan være et godt afsæt til at ændre sine dårlige vaner, fordi man kommer ud af hverdagens handlingsmønster og ser sin dagligdag lidt på afstand. Foto: PR.

Fedmebølgen skvulper tungt ind over Sjælland. Fra 2010 til 2017 steg andelen af overvægtige slagelseanere med 7,2 procent, hvad der svarer til mindst 5578 personer. På landsplan viser det samlede tal, at omkring 2,5 millioner voksne danskere i dag kan finde sig selv i Sundhedsstyrelsens kategori for moderat eller svært overvægtige.

Udviklingen har skabt travlhed hos Danmarks største diætistklinik, Diætisthuset, der melder om rekordlange køer på samtlige 36 klinikker landet over. Sommerferien har givet tid til refleksion, og folk søger hjælp som aldrig før.

– Hverdagens rutiner er de største syndere, når det kommer til livstilsændringer. For de fleste er det alt for svært at starte på nogle nye vaner, hvis de ikke har tiden og overskuddet til det i hverdagen. Derfor oplever vi megen interesse efter ferierne, hvor folk har haft tid til at tænke over deres livsstil og sundhed, siger klinisk diætist ved DiætistHuset i Slagelse Line Thomsen.

Forskning viser, at fire ud af fem almindelige slankekure slår fejl. Det skyldes ifølge Line Thomsen netop, at en almindelig slankekur ikke er designet til at modstå hverdagen.

Den bedste kur starter i hovedet
Ferie kan være et godt afsæt til at ændre sine dårlige vaner, fordi man kommer ud af hverdagens handlingsmønster og ser sin dagligdag lidt på afstand. Det pointerer psykolog og ph.d. Anette Schnieber, der forsker i spisningens psykologi ved Via University College.

Hun understreger, at de psykologiske aspekter af et varigt vægttab ikke skal undervurderes. En omlagt kost og rigelig motion er en god start, men hvis ikke man har hovedet med i processen, risikerer man, at de tabte kilo hurtigt tages på igen.

– Vores hverdag består af utroligt mange handlinger, vi udfører med automatpiloten slået til, så en vaneændring kræver en periode med opmærksomhed på, hvad du gør. Desværre kan den del af hjernen, som du bruger til at være opmærksom og komme fra motivation til handling, blive træt, hvis du iværksætter for mange og for store vaneændringer ad gangen – så kan du for eksempel opdage, at du rækker ud efter chokoladen, men du når ikke at stoppe armen, før det er for sent. Derfor er det vigtigt at identificere få, men centrale råd, der virker for netop dig og din hverdag. Den bedste kur er altid den, man kan holde på langt sigt, understreger Anette Schnieber.

Hvis viden var nok, var alle sunde
For at kunne hjælpe så mange som muligt med at tabe sig, har Diætisthuset udviklet et online vægttabsprogram, Vanesund, som arbejder konkret med klienternes hverdagsvaner, fortæller Line Thomsen.

– Vi hører hele tiden om, hvilke varer der er sunde og usunde. Det hjælper selvfølgelig at vide, at sukker, salt og fedt i store mængder er usundt, men mange mennesker er overvægtige på trods af den viden. Det er de færreste, der har et egentligt indblik i, hvor mange kalorier de indtager i løbet af en dag. Det kræver en lidt anden tankegang end bare at tænke, at alting er enten sundt eller usundt, hvis man vil komme til bunds med sit vægttab, siger hun.