Monteringen af den permanente videoovervågning i Anlægget i Slagelse er nu færdig. Forhåbningen er, at det kan være med til at reducere hærværk og larmende adfærd i parken. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelse.

Siden fredag har to kameraer overvåget området omkring toiletbygningen og legepladsen i Anlægget i Slagelse. Her blev montørerne nemlig færdig med at installere den permanente videoovervågning, som fremover skal være med til at reducere antallet af hærværkssager og klager over larmende adfærd i parken. – Vi har set en uheldig udvikling i Anlægget. Vi har tidligere med succes afprøvet videoovervågning, så jeg håber, at det kan være med til at gøre Anlægget til et trygt område at færdes i, siger formand for Erhvervs- og Teknikudvalget Villum Christensen (I).

Sidste sommer satte Slagelse Kommune en mobil videoovervågningsvogn op i Anlægget i en periode. Flere naboer henvendte sig efterfølgende uopfordret til Slagelse Kommune for at fortælle, at det virkede, og det er baggrunden for, at Erhvervs- og Teknikudvalget i marts besluttede, at der skulle etableres permanent overvågning i parken. – Hvis man bare er almindelig besøgende i Anlægget, behøver man ikke at være nervøs for at blive overvåget. Udgangspunktet er, at billederne kun bliver kigget igennem, hvis der sker noget kriminelt, eller der er nogen, som bliver krænket. Ellers bliver billederne automatisk slettet efter 30 dage, siger Villum Christensen.

De nye kameraer bliver ledsaget af flere skilte med guidelines for god opførsel. Det skal være med til sikre, at alle besøgende får en god oplevelse. Samtidig er Slagelse Kommune også gået i dialog med kommunens fælles elevråd, som har repræsentanter fra elevrådene på alle kommunale folkeskoler med overbygning, om at etablere et aktivitetsområde målrettet de unge centralt i Anlægget.

Pressefoto Slagelse Kommune