Har du lyst til at støtte mennesker, der har det psykisk svært? Så skal du måske sætte kryds i kalenderen tirsdag den 14. januar.

På denne dag er der Åbent hus på Psykiatrisygehuset i Slagelse, fordi Røde Kors søger frivillige patientstøtter til venteværelset i Psykiatrisk Akutmodtagelse. Alle, der er interesserede, er velkomne til at komme forbi og høre nærmere.

Når Røde Kors inviterer til Åbent Hus på Psykiatrisygehuset i Slagelse tirsdag den 14. januar, er det med fokus på at kunne etablere frivillig patientstøtte til de borgere, der henvender sig med behov for akut hjælp på Psykiatrisk Akutmodtagelse. Med rundvisning, kaffe og kage samt oplæg af en tidligere patient på Akutmodtagelsen vil Røde Kors gøre opmærksom på, hvordan man som frivillig kan være med til at gøre en forskel for patienterne i afsnittets venteværelse. Håbet er selvfølgelig, at nogle af de besøgende får lyst til at melde sig som patientstøtte.

Det er nyt, at der indføres patientstøtter på Psykiatrisk Akutmodtagelse, men på Slagelse Sygehus’ somatiske Akutafdeling har man i de seneste tre år haft glæde af konceptet. Nona Nyhuus er Røde Kors’ aktivitetsleder for de frivillige patientstøtter her, og hun fortæller, at patientstøtten er meget givende for både patienterne og de frivillige selv: – Man går hjem med en god fornemmelse i kroppen, når man har gjort noget for et andet menneske. Folk kan være forvirrede, stressede og bange, når de selv eller deres pårørende bliver indlagt. Der er det rart at kunne være til stede for dem og gøre, at de kan føle sig trygge, siger Nona Nyhuus, der også fortæller om eksempler på måder, man som frivillig hjælper patienterne: – Man kan tilbyde en kop kaffe eller et glas vand og hjælpe dem med information eller en snak.

Patientstøtter kan gøre, at man ikke føler sig alene.
Amanda Bonnevie Christophersen har erfaring med psykisk sygdom og har flere gange været patient i Psykiatrisk Akutmodtagelse. Hun synes, det lyder som en god idé med frivillige i Akutmodtagelsen: – Når man kommer til Akutmodtagelsen, har man det virkelig ikke godt. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvad man har brug for, men en patientstøtte kunne gøre, at man ikke føler sig alene. Jeg oplevede selv meget ventetid og manglede information – jeg turde ikke at spørge. Det ville være en hjælp, hvis patientstøtten kunne tage teten og for eksempel tilbyde en sandwich eller spørge personalet om hvor lang ventetid, der er tilbage, foreslår Amanda Bonnevie Christophersen.

Det er mennesker i en meget sårbar situation, man som patientstøtte vil møde i Psykiatrisk Akutmodtagelse. Dem, der henvender sig her, har det ofte meget dårligt og befinder sig i en akut krise. Derfor er det vigtigt, at man som frivillig har overskud og er ressourcestærk. – Det er vigtigt, at man ikke har fordomme eller bliver bange. Man må heller ikke tro, at man kan fikse folk til at få det godt. Men man kan gøre en lille forskel og skabe tryghed i situationen, siger Amanda Bonnevie Christophersen.

Hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan man bliver frivillig patientstøtte hos Røde Kors på Psykiatrisk Akutmodtagelse i Slagelse, er det bare at møde op til Åbent Hus, hvor du får mere information.

På programmet:
– Dørene åbnes kl. 16.00
– Rundvisning på Psykiatrisk Akutmodtagelse v. afdelingssygeplejerske Christina Neergaard
– Oplæg v. afdelingssygeplejerske Christina Neergaard, PAM
– Oplæg v. EN AF OS ambassadør og tidligere patient på Psykiatrisk Akutmodtagelse, Amanda Bonnevie Christophersen
– Oplæg v. Røde Kors om frivillighed og Røde Kors
– Kaffe og kage

Tid:
Tirsdag den 14. januar 2020 kl. 16-18

Sted:
Psykiatrien Slagelse, Auditoriet, Fælledvej 6, 4200 Slagelse

Kontaktoplysninger for pressen
Mai Brøndsted, frivilligkoordinator i PsykInfo:
mbron@regionsjaelland.dk