Lægemiddelstyrelsens kontrol af fysiske butikkers forhandling af håndkøbslægemidler i 2017 viser, at 22 procent af de kontrollerede butikker i Slagelse overholder alle sikkerhedsregler.

Ni butikker i Slagelse Kommune, der sælger håndkøbslægemidler uden for apotek, har i løbet af 2017 været gennem Lægemiddelstyrelsens uanmeldte kontrol. Alle sikkerhedsregler for salg af håndkøbsmedicin blev overholdt hos de to, hvilket svarer til 22 procent. Det viser nye tal fra styrelsen, der løbende kontrollerer de godkendte forhandlere. Blandt de kontrollerede butikker er Matas i Vestsjællandscentret, hvor butikschefen har set frem til resultatet.

– Vi gør hver dag vores yderste for at overholde de mange lægemiddelregler, men da myndigheden kom på uanmeldt besøg, var kontrollanten så ekstremt grundig, at vi var spændte på resultatet. Der blev konstateret nul fejl, og mine medarbejdere og jeg er stolte over, at vi nu har Lægemiddelstyrelsens ord for, at vi har helt styr på sikkerheden, fortæller butikschef Tine Thorgrimsson.

Matas i Vestsjællandscentret viser vejen
Hos Matas fremhæves butikken i Vestsjællandscentret som et eksempel til efterlevelse.

– Vi prioriterer sikkerheden i forbindelse med salg af lægemidler højt. Derfor er det med glæde, vi kan rose alle medarbejdere i butikken i Vestsjællandscentret med det flotte, fejlfrie resultat, siger Henrik E. Johannsen, informations- og miljøchef i Matas.

Stor forskel på landsplan
På landsplan kontrollerede Lægemiddelstyrelsen i alt 589 fysiske butikker udenfor apotek. Af disse overholdt 264 af butikkerne alle regler for salg af håndkøbsmedicin, svarende til 45 procent. I alt 32 Matas butikker blev kontrolleret. Heraf overholdt de 25 butikker alle regler, hvilket svarer til 78 procent.