Selv om det nye oplevelses- og videncenter på Trelleborg først står færdigt i år 2020, kan alle interesserede nu få en forsmag på, hvordan arkitekterne forestiller sig, at det kommer til at se ud. Vinderforslaget udstilles forskellige steder i kommunen og på Nationalmuseet i København. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Trelleborg– Vi er virkelig imponerede over vinderforslaget, og vi vil gerne dele begejstringen med alle vikingeinteresserede. Derfor udstiller vi både billeder og en miniaturemodel af det kommende oplevelses- og videncenter, så alle kan se, hvordan det bliver, siger Troels Christensen (I), udvalgsformand for kultur- og fritidsudvalget.

Udstillingerne står på Trelleborg, på kommunens tre biblioteker i Slagelse, Skælskør og Korsør og på rådhuset i Slagelse, hvor modellen af museet også kan ses.

Nationalmuseet viser også udstillingen, og direktør Per Kristian Madsen er glad for, at projektet nu er kommet så langt.

– Trelleborg er et vartegn for hele Danmarks vikingetid, som fortjener de bedste rammer, og derfor er vi glade for at kunne udstille vinderprojektet for hele Danmark her på Nationalmuseet. Nu ser vi frem til sammen med Slagelse Kommune at få den nødvendige finansiering på plads og forvandle arkitekternes tegninger til virkelighed, siger Per Kristian Madsen.

Vinderforslaget er udarbejdet af PLH Arkitekter, Gert Olsen Design med flere, og de har blandt andet hentet inspiration i formgivningen af bygningen fra det unikke vikinge-skjold, der er fundet og udstillet på Trelleborg. Kravet i arkitektkonkurrencen var, at udstilling og arkitektur skulle samtænkes, og det har resulteret i et vinderprojekt, hvor både formidling og arkitektur er i særklasse.

Udstillingerne kan ses frem til:

Nationalmuseet: 1. september
Slagelse Bibliotek: 1. september
Korsør Bibliotek: 1. juli
Skælskør Bibliotek: 1. juli
Slagelse Rådhus: 1. november
Trelleborg: 1. november