De går langsomt fremad for Slagelse Kommune i DI’s årlige undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed. Fra nr. 68 til nr. 62 bliver det til i år, og der er både positive takter, men også plads til forbedring.

Et område giver især grund til bekymring, og det er kategorien Sagsbehandling. Her rykker Slagelse fra nr. 58 til nr. 75 – blandt andet fordi sagsbehandlingstiden på byggesager er mere end fordoblet. Dog er der en mere positiv vurdering af, hvor kompetent og effektiv sagsbehandlingen er i forbindelse med byggesager.

I den positive ende er Slagelse også nr. 11 i kategorien Infrastruktur og Transport, men når det handler om at få mest muligt ud af den utrolig gode placering, som Slagelse Kommune har midt i landet med både tog og motorvej, ser det knap så godt ud. For i kategorien Skatter, gebyrer og erhvervsarealer rykker Slagelse fra nr. 22 til nr. 52 – og det skyldes både højere skatter, men også manglende sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling.

– Slagelse er en kommune, som har en geografisk placering og en adgang til infrastruktur, som mange må misunde. Men det er som om, at kommunen ikke rigtig har fået sat turbo på de potentialer, der ligger heri. Med udsigt til en ny erhvervsstrategi for kommunen, håber vi i DI Vestsjælland, at der er udsigt til, at Slagelse kan forløse sit potentiale, og at der for alvor kommer gang i udviklingen, siger formand for DI Vestsjælland, Jan Bybjerg Pedersen.

Generelt er der gode takter i det Vestsjællandske, når det handler om erhvervsvenligheden. Ringsted og Sorø kommuner er nu i top 25 og Odsherred Kommune stormer 25 pladser frem til nr. 50. Slagelse bevæger sig også gradvist i den rigtige retning, mens det går tilbage for Holbæk og Kalundborg.

Kommunernes erhvervsvenlighed måles bl.a. på skatter og gebyrer. Foto: ABW