Slagelse Kommune har givet virksomheden Flux Water i Slagelse udledningsforbud efter fund af for høje værdier af neonikotinoider i spildevand fra virksomheden.

Flux Water har med kort varsel fået forbud mod at udlede spildevand fra i dag tirsdag den 2. juli. Forbuddet er givet efter, at Slagelse Kommune har målt for høje værdier af de såkaldte neonikotinoider i spildevand, som ledes ud i Jernbjerg Å og videre til Tude Å. Neonikotinoider er et insektbekæmpelsesmiddel, som er meget giftigt for vandorganismer.

– Vi arbejder sammen med virksomheden om at finde årsagen til udledningen. Virksomheden får ikke lov til at genoptage spildevandsudledningen, før kilden til forureningen er fundet og standset. Senere vil vi overveje, om der er grundlag for en politianmeldelse, siger afdelingsleder Jette Jungsberg.

Virksomheden har ikke tilladelse til at behandle eller udlede neonikotinoider. Derfor er det heller ikke et stof, som Slagelse Kommune normalt måler efter. Måleresultatet, som nu får kommunen til at gribe ind, blev lavet i forbindelse med et EU-projekt, som har fokus på lægemidler i spildevand. Tidligere på året har kommunen målt forhøjede niveauer uden at kunne fastslå kilden. Det var først med de nye måleresultater i sidste uge, at kommunen opdagede at forureningen stammede fra Flux Water.

– Ud fra de oplysninger vi har nu, mener vi ikke, at der er nogen grund til at frygte for sundhedsmæssige konsekvenser. Vi har taget kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Miljøstyrelsen for at få deres vurdering af evt. konsekvenser for miljø og sundhed, siger Jette Jungsberg.

Foto: ABW