Slagelse Biblioteker og Borgerservice vil med temaet ’Vores Natur’ gøre danskerne mere nysgerrige og klogere på den danske vilde natur. Hertil de mange skønne oplevelser, som jo venter lige uden for hoveddøren. Det første arrangement i rækken sætter fokus på alle de positive fordele ved lystfiskeri.

Kammeratskab, sammenhold, ro, glæde og afslapning. Alt dette og meget mere kan du opnå med en fiskestang i hånden – i en tid hvor ro er blevet en sjældenhed. Al forskning peger nemlig på, at færre og færre kommer ud fra deres skjul bag skærmene, nyder den

Pressefoto: Gordon P. Henriksen

friske luft og får jord under neglene. Forskningen viser samtidig, at både børn og voksne bliver beriget ved at være i naturen. Her kan hjernen slappe af, restituere, og vi kan lade tankerne vandre. Faktisk har friluftsliv og naturoplevelser stor betydning for vores mentale sundhed og livsglæde, og så bliver vi også fysisk sundere, fordi vi får rørt os.

Naturen giver dig kvalitetstid – enten alene, med vennerne eller familien
Til at belyse sammenhængen mellem lystfiskeri og et stressfrit liv har Slagelse Biblioteker og Borgerservice inviteret ekspert og lystfisker Gordon P. Henriksen, der blandt andet er kendt fra DR.

Den 17. marts kl.19.00 på Korsør Bibliotek vil Gordon fortælle om, hvordan vi påvirkes af stress – og hvorfor og hvordan oplevelser i naturen kan være med til at sikre vores mentale sundhed.

Gordon vil også give de deltagende en masse gode råd til, hvordan man kan tilrettelægge oplevelser i det fri: På egen hånd, såvel som med familie og venner, og på denne måde øge sin livskvalitet.

Passioneret lystfisker kendt fra DR og National Geographic
For Gordon P. Henriksen er lystfiskeri langt mere end bare en hobby. Siden Gordon som dreng fangede sin første fisk, kan man roligt sige, at hele hans liv er gået totalt i fisk. Han har skabt sig en unik og succesfuld karriere som selvstændig, hvor han udelukkende arbejder med sin passion – nemlig formidling af lystfiskeri på alle mulige måder.

Han er kendt som radiovært på Fisketegn på Radio24syv samt tv-vært bl.a. fra programmer som Storrygeren og Nak & Æd på DR2, Fiskemissionen på DR Ultra og King Fishers på National Geographic Channel. Ud over arbejdet som tv- og radiovært har Gordon arbejdet som arrangør af fiskerejser og events og været redaktør på et fiskeblad. Yderligere arbejder Gordon som konsulent for politikere, kommuner og turistråd og rådgiver om bæredygtigt lystfiskeri og lystfisketurisme.

Arrangementet koster 50 kroner inklusive kaffe/the og salte fisk. Tilmelding kan ske på bibliotekerne eller på www.slagelsebib.dk.