UCSJ rykker tættere på campuskøb i Slagelse

UCSJ har underskrevet en hensigtserklæring om at købe grund i Campus Slagelse. Dermed er et nyt campusbyggeri på op til seks etager rykket et stort skridt nærmere.

Direktionen hos University College Sjælland har i den seneste tid været i dialog med Slagelse Kommune med henblik på at købe en byggegrund i Campus Slagelse nær Slagelse Station. En hensigtserklæring om køb af en grund er nu blevet udarbejdet mellem parterne, og bestyrelsen i UCSJ blev tirsdag den 8. november orienteret om sagen. Bestyrelsen havde ikke yderligere bemærkninger, hvorefter hensigtserklæringen er blevet endelig tiltrådt af begge parter. Med beslutningen er der udsigt til et nyt byggeri på i alt 9.000 m2 nær Slagelse Station på op til seks etager.

– Vi har arbejdet på, at realisere drømmen om at skabe et nyt uddannelsescampus ved stationen i Slagelse i en del år efterhånden. UCSJ’s udmelding er en milepæl i udviklingen. Det vil være med til at gøre Slagelse til en uddannelsesmetropol på Vestsjælland, og det vil få betydning for Slagelses udvikling mange år frem, siger en begejstret borgmester Stén Knuth (V).

Det nye UCSJ-byggeri vil komme til at ligge ved siden af bygningen, hvor Syddansk Universitet allerede holder til. I dag ligger her en parkeringsplads og en godsbanebygning, som vil blive revet ned. Derudover køber UCSJ også en del af en tidligere DSB-grund. Parkeringspladsen forventes at blive erstattet af nye parkeringspladser ved det tidligere posthus.

Slagelse Kommune og UCSJ har aftalt en pris på 9,9 mio. kr. eksklusiv moms. Derudover er det aftalt, at udgifter op til 5 mio. kr. til oprensning af grunden skal trækkes fra prisen. Hvis købet falder endelig på plads, vil de nye bygninger blandt andet huse professionsbachelor-uddannelsen Ernæring og Sundhed, som efter planen skal flytte fra Sorø til Slagelse, ligesom byggeriet vil huse en kommende socialrådgiveruddannelse, der planlægges at blive etableret i Slagelse. Også sygeplejerskeuddannelsen og pædagoguddannelsen, som i forvejen ligger i Slagelse, ventes at flytte over i det nye byggeri. UCSJ forventer at flytningen vil betyde at antallet af studerende i Slagelse vil stige fra ca. 980 til ca. 1700 studerende.

Bestyrelsesformand i University College Sjælland Hans Stige siger:
– Vi er glade for, at første skridt i retning af det nye campusbyggeri er blevet taget. Vi vil bestræbe os på at skabe et af regionens mest spændende studiemiljøer, og når den nye campus har en så attraktiv beliggenhed lige ved stationen, er jeg overbevist om, at det vil kunne tiltrække studerende fra et stort opland og dermed være med til at sikre, at uddannelse når ud til flere.

Før købet falder endelig på plads er det aftalt, at en række forudsætninger skal være opfyldt. Blandt de vigtigste er, at Folketingets Finansudvalg skal godkende, at UCSJ køber grunden. Samtidig skal Statsforvaltningen godkende, at Slagelse Kommune sælger grunden videre uden at sende den i udbud.