Et nyt rusmiddelforebyggende undervisningsforløb til erhvervs- og produktionsskolerne skal fremover hjælpe skolerne med at tage fat i problemer med brug af hash.   

Målet med forløbet er at forebygge brugen hos eleverne.
Elever på erhvervs- og produktionsskoler har et større brug af hash end elever på andre ungdomsuddannelser. Derfor er det vigtigt at sætte ind med en forebyggende indsats, og Sundhedsstyrelsen ønsker med undervisningsmaterialet at støtte denne indsats. Undervisningsmaterialet er blevet udviklet med midler fra satspuljeaftalen på sundhedsområdet fra 2015-2018.

”Undervisningsforløbet bygger på den nyeste viden om, hvilke undervisningsmetoder, der er bedst til at forebygge brug af rusmidler. Forløbet bygger derfor på en række interaktive og dialog skabende elementer, som blandt andet skal lære unge at sige fra overfor hash og andre stoffer og håndtere flertalsmisforståelser om, hvor mange der ryger hash. Derudover fokuserer forløbet ikke kun på hash men bredt på rusmidler, det vil sige også alkohol og andre stoffer, fordi vi ved, at der er en stærk sammenhæng mellem brugen af forskellige rusmidler”, siger Maria Koch Aabel, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

Forløbet er udarbejdet af organisationen Forum 100 % i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet. Undervisningsmaterialet kan også bruges på gymnasier og andre ungdomsuddannelser.
Læs om undervisningsforløbet og de enkelte moduler her: projektpas.dk
Hash og andre stoffer er mere udbredte på erhvervsskoler og produktionsskoler end på gymnasier og videregående uddannelser.

På gymnasier angiver 7 procent af pigerne og 22 procent af drengene, at de har prøvet at bruge hash 10 eller flere gange i deres liv, mens de tilsvarende andele på erhvervsuddannelserne er 23 procent blandt pigerne og 31 procent blandt drengene (Ungdomsprofilen 2014).

Brugen af hash og andre stoffer kan have konsekvenser både på kort og på lang sigt. ”Vi ved fra undersøgelser, at en del af de unge, der ryger hash regelmæssigt, går i stå i deres personlige udvikling og sociale liv, og deres risiko for at droppe ud af deres uddannelse er stor. Derfor er det vigtigt at få en snak med eleverne om deres brug af rusmidler. Det er det, undervisningsforløbet blandt andet kan ”, siger Maria Koch Aabel.