Claus Nielsen’s Blik & VVS ApS har eksisteret i 15 år og koncentrerer sig i dag primært om kunder som boligselskaber, private kunder, virksomheder og forsikringsselskaber.

”Virksomheden fokuserer på optimal service med kunden i centrum og et arbejde udført med stor faglighed og med materialer af høj kvalitet,” fortæller Claus, ”og vi har bevidst valgt ikke at gå ind i konkurrencen om VVS-opgaver på de store byggepladser i København, men satser i stedet på at yde en god service over for såvel nye som eksisterende kunder. Ønsket om at yde en god service over for kunderne er blandt andet en af årsagerne til, at vi har valgt at have døgnvagt – det er vigtigt for os at være tilgængelige.”

”Vi påtager os gerne specielle opgaver, både inden for VVS- området, men i den grad også inden for blikkenslagerområdet. Senest har vi haft en stor opgave, hvor et sommerhus skulle beklædes med en speciel (lakeret) sort zink,” fortsætter hans kone, Tina, som også er en del af firmaet.

Claus er ud af en familie af smede gennem flere generationer. Hans oldefar var smed i Tjæreby, farfar, Poul W. Nielsen, startede en smede- og VVS virksomhed, som sønnen, Mogens Nielsen (Claus’ far), overtog efter sin far. Claus’ storebror overtog familievirksomheden.

Foto: Signe Adams

Da Claus skulle vælge uddannelse, frarådede hans farfar ham på det kraftigste at tage en uddannelse som blikkenslager. Han rådede ham i stedet til at tage et kontorjob. Men det må ligge i familiens blod og generne, for Claus valgte, trods gode råd, at gå efter det, han brændte for, og startede for 15 år siden som selvstændig med en enkeltmandsvirksomhed i kælderen i den private bopæl.

Det udviklede sig til den nuværende Claus Nielsen’s Blik & VVS ApS, som i dag tæller seks medarbejdere med hver sin spidskompetence, og virksomheden er i stærk udvikling; så stærk at man netop har søgt yderligere to VVS-montører til at udføre de løbende opgaver.

”Der løses såvel store som små opgaver, fokus er på helhedsorienterede løsninger, og nærkontakten med kunderne har meget stor betydning,” fortæller Tina. Hvad enten det drejer sig om en dryppende vandhane, et toilet der løber, eller en stor komplet VVS-opgave, er professionalisme kodeordet.

Claus Nielsen’s Blik & VVS ApS tilbyder alt inden for blikkenslagerarbejde, fjernvarme, naturgas, vand- og varmeinstallationer, samt en speciel service til sommerhusejere, så deres VVS-installationer bliver passet og efterset i vinterhalvåret.

Artiklen er skrevet af Signe Adams, for SLAGELSE MAGASINET